Fordelene ved kognitiv adfærdsterapi

Kognitiv adfærdsterapi er en evidensbaseret og veldokumenteret terapiform, som kan gavne børn der slås med følelser som vrede, angst, ensomhed, tristhed og manglende livsmod. Følelser som rammer dem hårdt på selvværdet. 

Metoden er også kendt for at have hurtig effekt.

Dit barn lærer at genkende og forstå sine egne tanker og følelser. Hvilke tanker og kropslige fornemmelser tænder for følelserne? Og er der egentlig grundlag for de tanker eller er det automatiske vanetanker, som har fået alt for meget magt og er blevet til stærke overbevisninger og leveregler for barnet?  

I et aktivt og struktureret samarbejde laver dit barn og jeg et detektivarbejde, som skal afdække tankerne og om de er realistiske.  

Dette arbejde ligger til grund for, at vi efterhånden kan erstatte dem med mere konstruktive og behagelige tanker. Tanker, som føles håbefulde og giver en mere energifyldt fornemmelse i kroppen. En fornemmelse af at kunne magte livet. 

Der opnås større balance, styrke og selvværd og forholdsvist hurtigt kan dit barn få øje på og tilegne sig andre handlemuligheder og mestringsstrategier. 

Denne metode, samt de kreative aktiviteter danner tilsammen et struktureret og inspirerende udviklingsrum.